Hvorfor tager så mange mennesker selv åbenlyst ubegrundede påstande, spådomme og sammensværgelsesteorier alvorligt?

• Er corona-/COVID-19-krisen skabt af mennesker med fortsæt? Et kinesisk forskningslaboratorium, Bill Gates eller…? Hvorfor vil så mange mennesker ikke vaccineres?
• Eksempler på tidl. præsident Trumps utallige u-underbyggede påstande, fx vedr. valget i 2020.
• Stod den amerikanske regering selv bag 9-11 terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001?
• Forudsagde mayaerne, Nostradamus m.fl. verdens endeligt den 21. december 2012, og hvorfor blev verden så alligevel ikke bragt til ophør på denne dato?
• Fandt månelandingen i 1969 aldrig sted, men blev konstrueret i et filmstudie?
• Lever Elvis? – og lever Hitler?
• Faldt den amerikanske præsident John F. Kennedy som offer for et énmandsattentat eller en sammensværgelse?

Svarene på nogle af spørgsmålene kan gives meget præcist og entydigt – takket være indiskutable kendsgerninger. Derimod er andre problemstillinger langt mere komplicerede og deler den dag i dag professionelle efterforskere i flere grupperinger.

Der vil med udgangspunkt i ovennævnte og andre dommedagsprofetier og sammensværgelsesteorier blive redegjort for mekanismerne bag mange menneskers tilbøjelighed til at søge efter komplicerede årsagsforklaringer og ignorere de mere simple. Langt fra alle konspirationsteorier kan uden videre afvises; faktisk har mange politiske attentater bevisligt fundet sted som følge af en sammensværgelse. Samtidig vil ovennævnte problemstillinger – og mange flere – blive diskuteret med referencer til det eksisterende kildemateriales værdi og (mangel på) beviser.

Foredragsholder: Finn Madsen

Foredragsholder, samfundsforsker og historiker Finn Madsen (lektor i historie og engelsk) giver et ofte utraditionelt og lejlighedsvis lidt provokerende oplæg i sine foredrag. Han rejser flere gange årligt til USA og har besøgt de allerfleste enkeltstater og alle væsentlige storbyer. På sine rejser til Fjernøsten har han besøgt kinesiske storbyer og kraftcentre som Beijing, Shanghai, Xi’an og Hongkong. Han har oplevet de asiatiske tigerøkonomier for fuld udfoldelse i Taiwan, Sydkorea, Thailand, Malaysia og Singapore og rejst igennem Japan og dets megabyer, fx Tokyo, adskillige gange. Hans mange aktuelle fotos og småvideoer er med til at belyse de diskuterede problemstillinger.